Ny beregner: dagpenge efter skat 2026 – uden am-bidrag
Dagpenge efter skat er ny på Lønberegneren. A-kassernes egne tabeller viser satserne før skat – beregneren svarer på det, de fleste faktisk vil vide: hvad står der på kontoen?
To regler, en almindelig lønberegner tager fejl af
Dagpenge er A-indkomst. Skatten trækkes, inden a-kassen udbetaler. Kildeskattebekendtgørelsen (BEK nr. 839 af 24. juni 2025) henregner i § 18, nr. 5 »ydelser, der udbetales af en arbejdsløshedskasse efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.« til A-indkomst.
Men der er ikke am-bidrag af dagpenge. Grundlaget for am-bidrag er efter arbejdsmarkedsbidragslovens § 2 vederlag for personligt arbejde – og dagpenge er en forsikringsydelse, ikke betaling for arbejde. En lønberegner trækker 8 %, der aldrig bliver trukket, og giver samtidig et beskæftigelsesfradrag og et jobfradrag, som dagpenge ikke udløser, fordi ligningslovens § 9 J og § 9 K tager fradragene af netop am-bidragsgrundlaget.
Hvad betyder det i kroner?
Den højeste dagpengesats for fuldtidsforsikrede er 22.041 kr. om måneden før skat i 2026. Ved landsgennemsnittet for kommune- og kirkeskat er skatten cirka 6.649 kr. om måneden, så der bliver omkring 15.392 kr. udbetalt – en skat på cirka 30 %.
Kørt gennem en almindelig løn-efter-skat-model ville samme beløb give cirka 15.054 kr. – 338 kr. for lidt om måneden. De to fejl trækker hver sin vej (intet am-bidrag, men heller ingen fradrag), og det er nettoresultatet.
Satserne i beregneren
Beregneren har 2026-satserne fra Tabel 1 i Beskæftigelsesministeriets egen satsvejledning (VEJ nr. 10230 af 9. december 2025): fuldtidsforsikrede 22.041 kr., deltidsforsikrede 14.694 kr., beskæftigelsestillægget på 118,86 % i de første 481 timer (26.198 kr.) samt dimittendsatserne med og uden forsørgelsespligt (18.074 kr. og 15.759 kr.). Har din a-kasse beregnet din personlige sats – for eksempel 90 % af din hidtidige løn – kan du indtaste den direkte. Hver sats står med kilde og kontroldato under Kilder og satser på siden.