Nyt seniorfradrag i 2026 – og en beregner for beskæftigelsesfradrag
Rettelse (12. august 2026): Beskrivelsen nedenfor af, hvem der får seniorfradraget, er ikke rigtig. Efter ligningslovens § 9 J, stk. 5, gives fradraget i hvert af de to seneste indkomstår før det indkomstår, hvor folkepensionsalderen nås – og altså ikke i selve det år, hvor du når den. Formuleringen nedenfor, »to år fra folkepensionsalderen« og »bortfalder ved folkepensionsalderen«, rammer derfor kun det ene af de to år og lukker vinduet et år for sent. Hvis du fx når folkepensionsalderen i 2030, får du fradraget for 2028 og 2029, men ikke for 2030. Reglen blev indsat ved § 2, nr. 4, i lov nr. 482 af 22. maj 2024 og har virkning fra og med indkomståret 2026. Se beskæftigelsesfradrag-beregneren for den gældende beskrivelse. Teksten nedenfor står, som den blev skrevet den 3. august 2026.
Personskattereformen indfører fra 2026 et nyt ekstra beskæftigelsesfradrag for seniorer, jf. ligningslovens § 9 J. I 2026 er satsen 1,4 % af arbejdsindkomsten med et maksimum på 6.100 kr. Fradraget gives til personer, der er to år fra folkepensionsalderen, og bortfalder ved folkepensionsalderen. Det indfases gradvist og er fuldt indfaset i 2030.
Beskaeftigelsesfradrag-beregneren er ny på Lønberegneren. Den viser det ordinære beskæftigelsesfradrag på 12,75 % (maks. 63.300 kr.), og sætter du kryds i seniorfradragsvinduet, lægges seniorfradraget oveni. Begge fradrag bliver modregnet automatisk – du skal ikke søge eller skrive noget.
Hvad betyder det i kroner?
En lønmodtager med 40.000 kr. om måneden har et ordinært beskæftigelsesfradrag på 61.200 kr. om året. Er vedkommende i seniorfradragsvinduet, stiger det til 67.300 kr. – en skatteværdi på cirka 17.400 kr. ved landsgennemsnittet for kommuneskat og kirkeskat. Satserne kommer fra Skatteministeriets satstabeller for ligningsloven og står med kildelink og kontroldato under Kilder og satser.